Hund & husdyr

Husk at tage hensyn når du tager hund eller husdyr med i sommerhus
Når man som ejer af et feriehus siger ja til, at der må medbringes husdyr, bygger det i høj grad på tillid til, at du som dyrets ejermand er opmærksom på, hvorledes dit husdyr færdes i huset og på grunden.

Betegnelsen "Husdyr ikke tilladt" - skyldes ofte allergiproblemer hos ejerne og deres familier, så vi kan kun opfordre alle til at rette sig efter et sådant ønske fra husejerens side - dette gælder også for evt. besøgende under dit ophold.

For at der også i fremtiden er så mange husejere som muligt, som giver lov til at der medbringes husdyr i deres feriehus er det vigtigt at du viser hensyn og vi beder dig respektere følgende bestemmelser:

Som lejer og husdyrejer bærer du det fulde ansvar for dit husdyr, og du skal som et minimumskrav have tegnet den lovpligtige hundeansvarsforsikring.
Du må maksimalt medbringe det tilladte antal husdyr i det hus, du har lejet. Dette er noteret ved hvert enkelt hus.
Der afkræves et husdyrgebyr på kr. 250,- pr. husdyr.
Dyr som marsvin, hamstre, kaniner og skildpadder skal holdes i bur, når de er uden opsyn.
Det er dit ansvar at sørge for, at husdyret ikke generer naboer eller de øvrige omgivelser.
Som lejer har du pligt til at efterlade ferieboligen samt udendørsarealerne i rengjort stand. Dvs. ekskrementer skal fjernes fra grunden og gravede huller dækkes til – også selv om du har bestilt en slutrengøring, skal du selv rengøre grundarealet.

Husdyr må ikke færdes i møblerne, dvs. senge, sofaer, stole m.v. Såfremt der efter lejemålets ophør er konstateret utøj (lopper etc.), vil du som lejer blive pålagt omkostningerne i forbindelse med en rensning af huset.
Som lejer vil du blive pålagt omkostninger for evt. skader på feriehuset.

Hunden skal altid føres i snor.
Man samler selvfølgelig altid hundens efterladenskaber op – også på gåturen.
Lad aldrig hunden sidde alene i en parkeret bil. Sol og skygge flytter sig, og der bliver hurtigt meget varmt i bilen.
Hunden skal altid have adgang til frisk vand.
Hunden skal altid have mulighed for at søge i skygge, da de også kan blive forbrændte.
Asfalt og strandsand kan blive meget varmt – tænk på hundens poter.
Hold konstant øje med en badende hund, vogt dig for bølger og understrømme.
Vis hensyn til andre folk og dyr på strand, i skov, i feriehusområder o.s.v.

Hunden må ikke efterlades alene i huset.
Husk at i de huse, hvor det er tilladt at medbringe husdyr, må dyrene under ingen omstændigheder opholde sig i poolafdelingen ej heller i sparummet.
Den danske Hundelov
Læs mere i Den danske Hundelov som angiver klare retningslinier for færden med hund samt de forpligtelser, der hviler på hundeejere klik her

Dyrlæger
Dyreklinikken Vestergade, Vestergade 117, 8600 Silkeborg Telefon: 86 82 92 82
Silkeborg Dyrehospital, Brokbjergvej 2, 8600 Silkeborg Telefon 86 82 70 00